“Hvor mange timer havde du egentlig i kropssprog?”
Forleden havde jeg en vejledningssamtale, der bevægede sig ind på et tema, som vi måske tager lidt let på i vores ellers så vel-tunede uddannelsessystem: sprog. Ja altså – kropssprog. Mens f.eks. det talte og skriftlige dansk får timer på skemaerne og uddannelsesplanerne rundt omkring, så er det næppe mange steder, at vi finder systematisk, teoretisk og metodisk baseret undervisning i kropssprog. Og det er godt nok en fejlforståelse, at det talte sprog kun fylder 7% i den mundtlige kommunikation, men det er da godt nok vigtigt!
Indlægget er skrevet af
Geert Allermand, lektor
Jeg er optaget af læreprocesserne i al deres kompleksitet, og hvordan erhvervsskolerne kan skabe optimale betingelser for deres udfoldelse. Undervisningspraksis – lige fra “håndholdt”, analog, samtaleundervisning til avanceret simulatorpædagogik. Teori-praksis-koblingen har min interesse. Og samspillet mellem de professionelle og de organisatoriske rammer.
@geal_geert
Relationskompetence er vigtig!
Det er igennem årtiers forskning slået fast, at underviserens relationskompetence er utrolig vigtig. Læreren udpeges i flere undersøgelser, som den helt afgørende aktør, hvis elevernes læring skal lykkes, samt at det hér i særlig grad er lærerens professionelle relationsarbejde, som er vigtigt. Flere danske skolefolk og eksperter omtaler dét at ”se” eleverne (og de skriver det i anførelsestegn), som væsentlige elementer i dét at mestre det professionelle arbejde med relationerne. Man siger ofte at ”kroppen er en sladrehank” – at det ofte er hér vi får vigtige informationer, som kan give et mere retvisende billede af, hvad der menes bag ordene. Derfor burde vi måske ofre det lidt mere opmærksomhed. Rent professionelt.
Vore tolkninger på andre mennesker baserer sig ofte på kropssproget
Det er ganske fint at få på plads: relationskompetence er vigtig – og en stor del af den trækker på tolkningen og forståelsen af hinanden – blandt andet gennem kropssproget. Vi søger indimellem på vores uddannelser at skærpe vores studerendes opmærksomhed på forskellen mellem at iagttage og at vurdere (tolke), men spørgsmålet er, om vi egentlig kommer det meget nærmere.
”Hvad er det ved min iagttagelse, der fører mig til den tolkning, at han er skeptisk? Er han måske nysgerrig? Er han afventende?”.
I hverdagssproget kan vi være ”hurtige på aftrækkeren” og bedømme og blande iagttagelse og vurdering sammen i en mere eller mindre raffineret formulering – men professionelt? Så må vi selvfølgelig prøve vores tolkning af – ved at spørge ham. Og sådan foregår en del af relationsarbejdet selvsagt, som tolkninger og fejltolkninger, og tjek af hinandens forståelser.
Men alle kan vel også kropssprog…?
Den tyske adfærdsforsker Eibl Eibesfeldt har beskrevet noget af kropssproget som medfødt og universelt. (Hvilket i øvrigt Darwin også havde påpeget). Iagttagelser af børns legegrupper viser en sådan basal evne til at udtrykke og afkode bestemte følelser. Forskningen har også bidraget med teser om en del arvelighed i kropssprogets personlige udformning. Det er svært at skelne mellem genetik og social arv (imitation) i sådanne studier.
En stor del af kropssproget er imidlertid tillært og kulturelt forankret. Hér kan vi komme rigtig galt afsted, fordi der kan være ganske modsatrettede og historisk dybt forankrede kulturelle koder på spil. Når vi inden for vores egen kulturkreds indimellem undres over hinandens manglende sociale kompetencer, så kan der ofte være en kompleks forklaring på det. Og mange af de mere populærvidenskabelige bøger om kropssprog søger ofte at give meget håndfaste – og kulørte tolkninger på korslagte arme og ben o.s.v., og de vil sjældent bringe os meget tættere på en gensidig forståelse – for slet ikke at sige et professionelt grundlag. Der kan laves rigtig meget ”lommepsykologisk” tolkningsarbejde på det grundlag.
Kropssproget virker – uanset hvad vi er bevidste om… men hvordan?
Vi kan vælge professionelt at håndtere udfordringer og muligheder i relation til kropssproget på adskillige forskellige måder. Søge at bryde koderne og ”dansetrinene” i kroppens sprog. Forstå betydningen af afstandszoner mellem mennesker. Betydningen af berøring. Tillidsskabende – og nogle gange krænkende.
Vi kommer ikke uden om at det betyder noget, f.eks. i undervisningsrummet, hvordan vi f.eks. placerer os: på et podie, som mine lærere havde at stå på eller i øjenhøjde, om vi ændrer placering, om vi har øjenkontakt, om vi sænker eller hæver stemmen o.s.v. Og vi skal ikke – som skuespillere – søge at beherske hvert eneste element – men vi skal måske heller ikke lukke øjnene for de metodiske greb, der kan understøtte relationsdannelsen. Og vejen frem er næppe lovgivning – selvom håndtryk er sat på lovtekst, når man skal være dansker. I mange andre sammenhænge må man ”føle sig frem”… men dét skal man så også passe på med.
Hvis du skulle få lyst til at dykke ned i noget af det førnævnte, så kan jeg anbefale:
Nordenbo, S. E., Søgaard Larsen, M., Tiftikçi, N., Wendt, R. E., & Østergaard, S. (2008). Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole. Et systematisk review utfört for kunnskapsdepartementet, Oslo.
Fast, J. (1970). Body language (Vol. 82348). Simon and Schuster.
Vedfelt, O. (2002). Ubevidst intelligens. Gyldendal A/S.
Haslebo, G., & Lund, G. E. (2014). Relationsudvikling i skolen. Dansk Psykologisk Forlag.
